skinner over Mark og Eng og over hver en Skabning, der i Natten fandt Hvile og Styrke til jublende at staae op med Solen, deri er kun en velgjørende gjensidig Forstaaelse; men et Natteselskab opfattet ved Morgenbelysning i en smilende Naturomgivelse, virker næsten unheimlich. Man kommer til at tænke paa Spøgelser, der ere blevne overraskede af Daggryet; paa Underjordiske, der ikke kunne finde Ridsen, gjennem hvilken de forsvinde, fordi denne kun er synlig i Mørke; paa Ulykkelige, for hvem Forskjel paa Dag og Nat er forsvunden i Lidelsens Eensformighed. — En Fodsti førte dem over et lille Stykke Mark hen til en indhegnet Have, skjult af hvilken et beskedent Landsted forraadte sig i Baggrunden. Hver havde indtaget sin Plads for at titte ind, da trækker Victor sig et Skridt tilbage og siger til sin Nabo: Ih! min Gud, det er jo Assessor Vilhelm og hans Frue.
De bleve overraskede — ikke hine Tvende, hvem Løvet skjulte, hine tvende Lykkelige, der vare altfor fordybede i huuslig Lyst til at være Iagttagere, altfor trygge til at troe sig som Gjenstand for Nogens Opmærksomhed uden Morgensolens, der med Velbehag tittede ind til dem, medens en sagte Luftning viftede i Grenene, og medens Landlighedens Ro, som Alt omkring dem, fredede om det lille Lysthuus. Det
