Spring til indhold

Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
60

Reent udvortes betragtet er der jo Hundrede og atter Hundrede, der have vovet mere end en Ægteand, vovet Riger og Lande, Millioner og Millioner, mistet Throner og Fyrstendømmer, Formue og Velfærd, og dog vover en Ægtemand mere. Thi den, der elsker, vover mere end alt Sligt, og den, der elsker paa saa mange Maader, som det er en Mand muligt at elske, han vover mest af Alle. Lad saa Ægtemanden være en Konge, en Millionær, behøves ikke, behøves ikke, alt det Andet forvirrer blot Regnestykkets Klarhed, lad ham være en Stodder, han vover mest.

At være en Ægtemand er den skjønneste og betydningsfuldeste Opgave; Den, der ikke blev det, er en Ulykkelig, hvis Liv enten ikke tillod ham det, eller hvem Forelskelsen ikke besøgte, eller han er en mistænkelig Person, som vi senere skulle anholde. Ægteskabet er Tidens Fylde; Den, som ikke blev Ægtemand, er altid enten for Betragtningen ulykkelig, eller han er det ogsaa for sig selv: i sin Excentricitet vil han føle Tiden som en Byrde.

Saaledes er Ægteskabet. Det er guddommeligt, thi Forelskelsen er Vidunderet; det er verdsligt, thi Forelskelsen er Naturens dybeste Mythe, Forelskelsen er den uudgrundelige Grund, som er skjult i det Dunkle, men Beslutningen er Seiervinderen, der lig