Orpheus henter Forelskelsen for Dagen; thi Beslutningen er Forelskelsens sande Form, den sande Forklaring; derfor er Ægteskabet helligt og velsignet af Gud. Det er borgerligt, thi ved dette tilhøre de Elskende Staten og Fødelandet og Medborgeres fælleds Anliggender. Det er poetisk, uudsigeligt, som Forelskelsen er det; men Beslutningen er den samvittighedsfulde Oversætter, der sætter Sværmeriet over i Virkelighed, og denne Oversætter er saa nøieregnende, o, saa nøieregnende! Forelskelsens Stemme "lyder som Feernes fra Sommernattens Grotter", men Beslutningen har Udholdenhedens Alvor, der lyder gjennem det Flygtige og det Forsvindende. Forelskelsens Gang er let som Dandsens over Enge, men Beslutning griber den Trætte, indtil Dandsen atter begynder.
Saaledes er Ægteskabet. Det er barnligt glad, og dog høitideligt, fordi det har Vidunderet stadigt for Øie; det er beskedent og i Dølgsmaal, dog boer Festligheden derinde; men, som den Handlendes Dør er under Gudstjenesten lukket fra Gaden, saa er Ægteskabets det altid, fordi der bestandigt er Gudstjeneste. Det er bekymret, men denne Bekymring er ikke uskjøn, da den hviler i Forstaaelse og Følelse med hele Tilværelsens dybe Smerter; hvo der ikke kjender denne Bekymring, er uskjøn. Det er alvorligt, og dog formildet i Spøg; thi ikke at ville gjøre
