smalle Tunge, som løb ud og dannede en Bugt med Sivet, hvor min Flodholdtsbaad laa i Havn. Men fløi der nu en Vildand fra Skoven over Graven, vakte dens Skrig dunkle Erindringer i de adstadige Ænders Hoved, begyndte de at slaae med Vingerne, at flyde vildt hen langs Fladen: da vaagnede der ogsaa en Længsel i mit Bryst, indtil jeg atter stirrede mig tilfreds ved min lille Tørvegrav.
Barndommens Tid er nu længst forbi, derfor har jeg maaskee ikke saa meget at give til af, i Henseende til Phantasi; saaledes er jeg forandret. Men min Betragtningsgjenstand er ikke bleven meget større i Forhold til, hvad et ældre Menneske ellers har. Det er eet Menneske, et eneste, hvorom Alt dreier sig.
Glemme hende? — det er umuligt. Min Bygning er styrtet sammen. Tungsindig var jeg; men i dette Tungsind var jeg en Sværmer, og hiin min Ungdoms trøstesløse Tanke, at jeg duede til Intet, var maaskee kun Sværmeriets Form, fordi jeg fordrede en Idealitet, under hvilken jeg segnede. Tidlig, kun altfor tidlig havde jeg seet, at den Begeistring, man finder paa Gader og Stræder, er as en saadan Art, at jeg ikke vilde have Lod og Deel i den. Da vilde
