jeg danne mit Ydre koldt og hjerteløst, for intet Fælledsskab at have med det Sminkede eller det Selvbedragerske. Det var en stolt Idee, som en Tungsindig kan hitte paa den. Men om man end skreg høit imod mig, at jeg var en Egoist, jeg vilde, at Ingen maatte have Ret imod mig. Alt dette er forstyrret, jeg er afvæbnet. Det Skin, jeg vilde fremkogle, er jeg bleven fangen i. Jeg har jo handlet lumpent mod et Menneske; thi om jeg end forstaaer det anderledes, — jeg kan ikke gjøre mig forstaaelig for noget Menneske.
Min Lidelse er en Straf. Jeg tager den af Guds Haand; jeg har fortjent den.
Saasnart jeg er udenfor min religiøse Forstaaelse, da er jeg tilmode som et Insekt, hvilket Børnene lege med, thi saa ubarmhjertigt synes Tilværelsen at have leget med mig; saasnart jeg derimod er i min religiøse Forstaaelse, forstaaer jeg, at dette netop har absolut Betydning for mig. Det der da i det ene Tilfælde er rædsom Spøg, er i den anden Forstand den dybeste Alvor.
