(Scenen er mellem Gravene ved Daggry, Simon leprosus sidder paa en Steen, er slumret ind, vaagner op og raaber:)
Simon! — ja, — Simon! — ja, hvo kalder? — Hvor er Du, Simon? — Her; med hvem taler Du? med mig selv. Er det med Dig, hvor er Du væmmelig med dit Udslæt, en Pest for alt Levende, viig bort fra mig, Vederstyggelige, flygt ud mellem Gravene! — Hvorfor blev jeg den Eneste, der ikke kan tale saaledes, ikke gjøre derefter; enhver Anden, hvis jeg ikke flygter for ham, saa flygter han for mig, og lader mig ene? Skjuler ikke en Kunstner sig, for lønligt at være Vidne til, hvorledes hans Kunstværk beundres; hvorfor kan jeg ikke stille denne væmmelige Skikkelse fra mig, og dog kun skjult være Vidne til Menneskenes Afsky? Hvorfor skal jeg være fordømt til at bære den omkring, og vise den frem, som var jeg en forfængelig Kunstner, der i egen Person maatte høre Beundringen? Hvorfor skal jeg fylde Ørkenen med mit Skrig, og gjøre de vilde Dyr Selskab og forkorte dem Tiden med min Hylen? Dette er intet Udraab, det er et Spørgsmaal; jeg spørger Den, som selv har sagt, at det ikke er et Menneske godt at være uden Selskab. Er dette da mit Selskab, er dette det
