Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
80

Lige, som jeg skal søge: de hungrige Uhyrer eller de Døde, som ikke frygte for at blive smittede?

(Sætter sig ned igjen, seer sig om, og siger som ved sig selv:)

Hvor er Manasse bleven af? (med opløftet Røst) Manasse! — (tier et Øieblik.) Saa er han dog vandret til Staden. Ja, jeg veed det. En Salve har jeg opfundet, ved hvis Brug alt Udslættet vender sig ind efter, saa Ingen kan see det, og Præsterne maae erklære os sunde. Jeg lærte ham at bruge den, jeg sagde ham, at Sygdommen derfor ikke hørte op, at den blev indvendig, at Ens Aandedræt kunde smitte en Anden, saa han blev spedalsk i det Synlige. Da jublede han; han hader Tilværelsen, han forbander Menneskene, han vil hævne sig, han løber til Staden, han aander Gift paa dem alle. Manasse, Manasse, hvorfor gav Du Djævelen Plads i din Sjæl, var det ikke nok, at dit Legeme var spedalsk?

Jeg vil kaste den øvrige Salve bort, at jeg aldrig maa fristes; Fader Abrahams Gud, lad mig glemme, hvorledes den tilberedes! Fader Abraham, naar jeg er død, da spiser jeg med den Reneste, Du er jo ikke bange for den Spedalske; Isaak og Jakob, I frygte ikke at sidde tilbords med den, der var spedalsk og afskyet af Mennesker! I Døde, som sove her omkring mig, vaagner op, blot et Øieblik, hører et