Ord, kun et Ord: hilser Abraham fra mig, at han har Pladsen beredt blandt de Salige for Den, som ikke maatte have Plads mellem Mennesker.
Hvad er dog menneskelig Medlidenhed! Hvem tilkommer den med Rette uden den Ulykkelige, og hvorledes betales den ham? Den Forarmede falder i Aagrerens Haand, der tilsidst hjælper ham i Fangenskab som Træl: saaledes drive og de Lykkelige Aager, og betragte den Ulykkelige som et Offer, og mene at kjøbe Herrens Venskab for godt Kjøb, ja paa en ulovlig Maade. En Gave, en Skjærv, naar de selv have Overflod, et Besøg, naar der ingen Fare er; lidt Deeltagelse, der ved sin Modsætning kan krydre deres Ødselhed, see! det er Medlidenhedens Offer. Men er der Fare, saa jage de den Ulykkelige ud i Ørkenen, for ikke at høre hans Skrig, der kunde forstyrre Strengelegen, og Dandsen og Yppigheden, og dømme Medlidenheden — den menneskelige Medlidenhed, der vil bedrage Gud og den Ulykkelige.
Saa søg da forgjæves Medlidenheden i Staden og hos de Lykkelige, søg den her ude i Ørkenen. Jeg takker Dig, Abrahams Gud, at Du lod mig opfinde denne Salve, jeg takker Dig, at Du stod mig bi til at forsage Brugen af den; jeg forstaaer dog din Barmhjertighed, at jeg frivillig bærer min Skjæbne, frit lider det Nødvendige. Har Ingen havt Medliden-
