hed med mig, hvad Under da, at Medlidenheden er flygtet, som jeg, ud mellem Gravene, hvor jeg sidder trøstet som den, der offrer sit Liv for at frelse Andre, som den, der vælger frivillig Landflygtighed, for at frelse Andre, trøstet som Den, der har Medlidenhed med den Lykkelige.
Fader Abrahams Gud, giv dem Most og Korn i Overflod og lykkelige Tider, byg Laderne større, og giv Overflod, større end Laderne, giv Fædrene Viisdom og Mødrene Frugtbarhed og Børnene Velsignelse, giv Seier i Strid, at det maa være dit Eiendoms Folk. Hør dens Bøn, hvis Legeme er besmittet og ureent, Præster en Vederstyggelighed, Folket en Rædsel, den Lykkelige en Snare, hør ham, dersom hans Hjerte dog ikke var besmittet.
Naar Hvalen er saaret, søger den ned paa Havets Bund, og udsprøiter Blodstraaler: døende er den forfærdeligst. Silden døer strax, og naar den er død, er den saa død som en Sild; men stundom ligger Hvalen ganske stille, uagtet den dog ikke er død.
Alt sover, kun de Døde stige frem af Graven, og leve om igjen. Og end ikke det gjør jeg, thi da jeg ikke er død, kan jeg jo ikke leve om, og dersom
