med Misundelse; men den er en Misundelse, som vender sig imod En selv, i endnu strengere Forstand værst mod sig selv. Det naturlige Menneske kan ikke unde sig selv det Overordentlige, som Gud har tiltænkt ham, saa forarges han.
Kommer hid alle I, som arbeide, og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.
Saa gaaer da Indbydelsen ud, ad de alfare Veie og ad de eensomme, og ad de eensomste, ja, hvor der er en Vei saa eensom, at kun Een, een Eneste, ellers Ingen, kjender den, saa der kun er eet Spor, den Ulykkeliges, som ad den Vei flygtede med sin Elendighed, ellers intet Spor, og intet Spor af, at man ad denne Vei kan komme tilbage: ogsaa derhen trænger Indbydelsen. Kommer hid, kommer hid alle I, og Du, og Du med, Du eensomste af alle Flygtninge!
Saaledes gaaer Indbydelsen ud, og overalt, hvor der er Veiskjel, bliver den staaende, og kalder. O, som hiint Krigernes Kald ved Trompeten vender sig til alle fire Verdenshjørner: saaledes lyder Indbydelsen overalt, hvor der er Veiskjel, og ikke med ubestemt
