Lyd, thi hvo vilde saa komme! — men med Evighedens Tilforladelighed.
Den staaer ved Veiskjellet, der hvor timelig og jordisk Lidelse satte sit Kors, og kalder: Kommer hid, alle I Fattige og Elendige, I, der i Armod maae trælle for at sikkre Eder — ikke en sorgfri, men en trælsom Fremtid; o, bittre Modsigelse, at maatte trælle for at sikkre sig det, man sukker under, det man undflyer! — I Ringeagtede og Overseete, om hvis Tilværelse Ingen, Ingen bryder sig, ikke saameget som om et Huusdyrs, der har mere Værd! — I Syge, Halte, Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid! — I Sengeliggende, ja, kommer ogsaa I hid, thi Indbydelsen drister sig til at indbyde Sengeliggende — at komme! I Spedalske! thi Indbydelsen sprænger alle Forskjelligheder for at samle Alle; den vil gjøre det godt igjen, hvad Forskjellen forskylder: at anvise En Pladsen som Hersker over Millioner, i Besiddelse af alle Lykkens Goder, og en Anden ud i Ørkenen — og hvorfor (o Grusomhed) fordi han er elendig, ubeskrivelig elendig, altsaa hvorfor, fordi han trænger til Hjælp eller til Medlidenhed, og altsaa hvorfor? fordi menneskelig Medlidenhed er en ussel Opfindelse, der er grusom der, hvor den meest behøvede at være medlidende, og kun medlidende der, hvor det dog ikke i Sandhed er Medlidenhed!....
