90
kæmpede, og som gik igjennem i Landsthinget — at denne
Anskuelse er rigtig, og at den er rigtig i den Grad, at den er
ophøiet til og binder som Lov. Det er derfor — fordi
der ikke existerer nogen saadan Ansvarlighedslov — at Rigets
Rigsret maa dømme jurymæssigt, efter eget Tykke — det vil
ikke sige vilkaarligt, efter Lune og Forgodtbefindende, men det
vil sige efter sin Overbeviisning, i
Overensstemmelse med Grundloven og Rigets øvrige Love. Det
er Meningen af den ophøiede Dommers Ord, og jeg holder
mig forvisset om, at, idet jeg nu trcekker mig tilbage, og han
selv skal udtale sig derover, vil det lykkes ham klarere,
tydeligere og bestemtere at gjøre det gjældende og anskueligt for
Rigsrettens øvrige Medlemmer, end jeg har formaaet det.
Formanden opfordrede derefter (Kl. 123⁄4) Tilhørerne
til at fjerne sig, for at Retten kunde tage den reiste Indsigelse
under Paakjendelse.
Kl. 41⁄2 aabnedes atter Dørene.
Formanden. Jeg stal oplæse af Protokollen, hvad der
er besluttet her i Retten under de Forhandlinger, der have
fundet Sted inden lukte Døre:
„Rigsrettens Medlem, Amtmand Lehmann, fandt
sig ikke pligtig eller beføiet til at vige sit Sæde.
Retten besluttede: Den imod Amtmand Lehmann som
Medlem as Rigsretten fremsatte Indsigelse kan ikke tages
tilfdlge."
Etatsraad Salicath begjerede derefter en Udsættelse af
Sagen for paa en af Retten nærmere bestemt Dag at deducere
den exceptio fori, som han agtede at fremsætte, og han
formente, at i Betragtning af de Anklagedes Flerhed vilde en
Maaneds Udscettelse kunne ansees for passende. Paa
Formandens Opfordring forklarede Etatsraad
Salicath sin
Anstandsbegjering nærmere derhen, at den maatte betragtes
som fremsat af Forsvarerne conjunctim, og at Anstanden specielt ønskedes, for at forberede Behandlingen af det nævnte
Formalitetssporgsmaal. Advocat Liebe tiltraadte det af den
første Forsvarer Anførte, men androg in subsidium paa, at
