3
til Straf, Erstatning og andet Ansvar i Anledning af deres
Embedsførelse.
Sagen falder i tvende Hovedafsnit, hvoraf det første
omfatter samtlige de Tiltalte og fornemmeligen bevæger sig om de
ifjor foretagne extraordinaire Udrustninger, medens det andet
alene har Hensyn til Generallieutenant Hansen.
Jeg skal behandle hvert af disse Afsnit for sig, og da
først den Del der vedkommer samtlige de Tiltalte.
I. De factiske Forhold, som have givet Anledning
til denne Del af Sagen, ere følgende:
Da imod Slutningen af Aaret 1853 de politiske Forhold
i Europa havde begyndt at stille sig saaledes, at der maatte
være Fare for, at den almindelige Fred ikke vilde kunne
vedligeholdes, og at det navnlig maatte komme til et Brud imellem
de store Sømagter, meddelte Hans Majestæt Kongen samtlige
de europæiske Regjeringer, som have maritime Interesser,
saavelsom de fornemste Stater i Amerika, med hvilke Danmark
staaer i diplomatisk Forbindelse, den Erklæring, at det System,
han for det Tilfælde, at en Søkrig skulde udbryde, agtede at
iagttage og ufravigelig at anvende var det, som følger af en
streng Neutralitet, bygget paa Loyalitet, Upartiskhed og lige
Agtelse for alle Magters Rettigheder (Circulairenote af
20. December 1853. Departementstidenden for 1854 Nr. 25
og 26 Pag. 387 ff.). Fra alle Sider modtoges tilfredsstillende
og anerkjendende Svar paa denne Meddelelse, navnlig fra den
keiserlige franske Regjering under 12. Januar 1854, fra den
kongelige Storbrittanniske under 20. og fra den keiserlig Russiske
under 18. s. M . (1. cit.).
Det varede imidlertid længe, forinden det kom til
aabenbare Fjendtligheder — Krigserklæringen udstedtes fra engelsk
og fransk Side ikke før den 29. Marts f. A. — og først under
20. April næstefter ansaae den danske Regjering det for
nødvendigt at lade udgaae en Bekjendtgjørelse angaaende fornyet
Anvendelse af Placaten 4. Mai. 1803, om hvorledes de
Handlende og Søfarende have at forholde sig i Tilfælde af Krig
1*
