Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/56

3die Retsmøde.

Anklageskrift.

48

uden Vederlag, imod at han afholdt Nedbrydelsesomkostningerne. Dette Tilbud blev afslaaet.
I Samlingen 1853—54 forespurgte Finansudvalget igjen, om det ikke var paatænkt at foranstalte Frederikskirken bortsolgt, og Ministeriet svarede nu, at saavel Finants- som In ­denrigsministeriet, efter de gjentagne Erklæringer fra Akademiet for de skjønne Kunster, havde antaget, at der ikke burde gjøres Forslag om Kirkebygningens Nedbrydelse. Fornyede Forhand­linger i 1854 mellem Indenrigsministeren og Kjøbenhavns Kom­munalbestyrelse førte heller ikke til Noget, da Kommunalbestyrel­sen fastholdt sin Betingelse om Ruinens Borttagelse. Finansudvalget blev imidlertid ikke troet af at anbefale Marmorpladsens Salg. Atter i Samlingen 1854—55 udtalte Udvalget sit Haab om, at man snarest vilde skride til Salget; A. Hage mindede i Thinget Ministeren om Ruinerne paa Marmor­pladsen, og Tscherning gjentog i den næste Samling samme Paamindelse. Under dette vedvarende Pres satte Ministeren sig atter i Bevægelse. Det blev overdraget Bygningsdirektør Friis at omarbeide en af Arkitekt Nebelongs Planer, hvilket han efterkom i Februar 1856. I Juni 1856 fremkom der fra den engelste Entreprenør for Gas- og Vandværkerne et Tilbud om at kjøbe Materialet i Ruinen for 10,000 Rd. med Forpligtelse til at planere Grunden og anlægge et Vandspring paa Pladsen. Ogsaa dette Tilbud lykkedes det Indflydelsen fra Kunstakademiet at faae afslaaet. Idet Ploug i den næste Samling (1856—57) omtalte dette „Forslag om at anvende Ruinernes Materialier paa en nyttig Maade”, betegnede han den Forudsætning, hvorfra Akademiet var gaaet ud, nemlig Kirkens Opbyggelse, som „aldeles absurd” og antydede som den rimeligste Løsning, at Pladsen udleveredes til Kommunen. Denne Tanke blev dog strax imødegaaet af A. Hage, som under Henvisning til, at der skulde være budt flere hundrede Tusinde Daler for Pladsen, tvertimod vilde foreslaa, at Ministeren kom med en Lov, der bemyndigede ham til at sælge Pladsen med alt, hvad der staaer paa den, til Bedste for Statskassen. Finantsudvalget i 1861 gjentog atter, at Salg vilde være høist hensigtsmæssigt, da Renten af Kjøbesummen for Pladsen m. m. langt vilde overstige Leieindtægten.