4
„Men Afra, det er intet jødisk Navn“, udbrød Eliam.
„Det er netop Tingen“, vedblev Feuerstein med et Suk, „Pigen er meget dannet og oplyst, hun har et kristent Navn og klæder sig efter kristen Skik, og som alle kloge Kvinder har hun sin egen Villie.“
„Min Eliam skal nok lære hende Skik“, raabte Goldreich fornøjet. „Jeg antager hende som Brud, kan jeg se hende?“
„Afra finder det ikke nødvendigt.“ „Jeg finder det heller ikke nødvendigt, at vi ses“, faldt Eliam ind, „naar kun min Fader er tilfreds. Naar skal Brylluppet staa?“
Dermed var Sagen afgjort paa ægte jødisk Vis. Eliam vendte tilligemed sin Fader tilbage til Kolomea og tænkte ikke videre paa sin Brud. Goldreich indrettede et af sine Huse for det unge Par, og i Feuersteins Hus havde man fuldt op at gøre med at sørge for Afra’s Udstyr. Denne forberedte sig derimod paa en ganske anden Maade til sit Ægteskab. Hun havde nydt en Opdragelse, der ikke lod noget tilbage at ønske, og var ganske vist i alt andet bedre oplyst end hendes Brudgom, kun om Talmud og Thora vidste hun ingen Besked. Hun begyndte da nu med en næsten komisk Iver at studere Talmud og Thora, ingen vidste i hvilken Hensigt, men hun vidste det.
Brylluppet blev, som Skik og Brug er, fejret midtvejs mellem Kolomea og Stanislau, i Nadworna,
