30
hun føjede sig og gik endnu samme Dag. Efter denne Dag fulgte en Nat, den første i hvilken Malach Schneefuss i lang Tid havde nydt en rolig Søvn. Da han næste Morgen vaagnede og følte sig mærkværdig styrket, udbrød han: Lægen har dog Ret, ham har Gud sendt mig. Saa klædte han sig hurtig paa, tog en vældig Stok, steg over sin Haves Plankeværk og gik hurtig bort over Markerne.
Han kom snart ind i en smuk Egeskov, hvor han i lang Tid holdt Rast, derpaa besteg han det nærliggende Bjerg, hvorpaa stod de maleriske Ruiner af et Slot, og hvorfra man nød en henrivende Udsigt langt ud over Slettelandet.
Først henimod Aften vendte Malach hjem, træt og sulten, men vel til Mode, spiste som en Ulv, sov som en Syvsover og bankede næste Morgen beskeden, men uforfærdet paa den brave Læges Dør.
„Naa, De ser jo allerede bedre ud,“ raabte denne ham imøde. „Følg De kun mine Raad i alt,“
„Ja det kan De stole paa jeg vil,“ svarede Malach, „den Medicin, som De har foreskrevet mig, gør jo Vidundere.“
„Paa ethvert Menneske, min Ven,“ sagde Lægen, „paa ethvert.“
Malach Schneefuss saâ sig forundret om i Doktorens Værelse, og hvad han ikke selv fik Øje paa, viste denne ham med elskværdig Iver. Han betragtede halv nysgerrig, halv frygtsom det Menneskeskelet, som stod i en Krog, Dyreskeletterne, de udstoppede Fugle, de mærkværdige Forsteninger, de