Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

35

denne Forklaring, lod Malach syv Hjulbøre køre ind i Gaarden, kaldte paa Chai Sore og sagde: „Da jeg i Nat vil gøre mig en Golem, behøver jeg Dig ikke mere, jeg giver Dig Talen igen. Tal og forlad paa Stedet mit Hus.“

Den gamle adlød.

Samme Nat førte Malach Schneefuss hemmelig over Plankeværket og gennem Haven et Menneske ind i sit Hus, som var stort og kraftigt, men døvstum. Han havde opdaget ham paa en af sine Udflugter i en Landsby i Karpatherne. Med en Helvedessten, som Lægen dertil havde laant ham, skrev han ham aemaeth paa Panden og lod ham da køre Ler fra Gaarden ud i Haven. Den næste Morgen gik det som en Løbeild gennem den lille By: Malach Schneefuss har gjort sig en Golem, den sidder allerede levende som et Menneske foran hans Dør. Og virkelig sad den døvstumme dér med sit aemaeth paa Panden, og enhver saâ ham og gyste for Malach Schneéfuss og hans kabbalistiske Magt og mer end alle skælvede Rabbinerne. De indstævnede ikke Malach Schneefuss for Raadet, de forbandede ham heller ikke, tvertimod, de hilste ham ærbødig, naar de mødte ham, som var han den første, bedste, viseste og retfærdigste blandt dem.

Og da Rabbinerne behandlede ham med saa megen Ærefrygt, hvem af de andre skulde da have vovet at forstyrre hans Ro?

Saaledes levede da Malach Schneefus og hans Golem fredelig sammen et Aar eller mere. Da