Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

Navnehandelen.


Det var en Sorgens Dag i Israel, og der viste sig en usædvanlig Tumult i Jødegaden i den galiziske Kredsby, da Kejser Joseph den andens Forordning blev bekendt, det Reskript, hvorved Jøderne bleve tvungne til for Fremtiden at føre Familienavne. Alle de skikkelige, gode, ængstlige Mennesker, som boede oven over eller ved Siden af hverandre i de smaa, snævre Træhuse, ikke sjælden to á tre Familier i et Værelse kun adskilte ved Bræddevægge, vare stimlede sammen og stode nu i tætte Klynger som ved en Ildebrand, medens de uophørlig skreg højt og gestikulerede heftigt, som det nu en Gang er Jødernes Skik.

Efter at man under Suk og Jammerklage var bleven enig om at rette sig efter Monarkens Villie, vaagnede straks den Lyst til Ære og udvortes Glans, som bor selv under de beskedneste og mest luvslidte Kaftaner, og samtlige med Strejmeks[1] eller Pandebaand smykkede Hoveder begyndte at udspekulere de skønneste og for Øret mest tiltalende Navne.

  1. En Slags Skindhuer.