47
„Naa, saa sig det,“ mundede Absalon forventningsfuld.
„Løwenmuth[1] maa Du hedde.“
Absalon trak paa Skuldrene og smilte. „Er jeg modig?“ sagde han. „Jeg kan ikke ombringe en Flue, er jeg en Løve?“ Og som han dér stod i sin falmede, flaskegrønne Kaftan, med den lave, runde, fedtglinsende Filthat, med de indfaldne Tindinger, det ræveagtige Skæg, lille, mager med indadvendte Knæ, lignede han i Sandhed ingen Løve. „Naar jeg hedder Løwenmuth, vil ethvert Menneske antage mig for en Samson, og de ville prygle mig saa længe, indtil de faa at vide, at jeg er et Faar og ingen Løve.“
Bedrøvet listede Rachel og Børnene sig hjem, de grundede hele Aftenen og gik til Ro uden at have fundet et passende Navn. Midt om Natten raabte pludselig Rachel i Søvne: „Absalon, véd Du hvad Du skal hedde? Du skal hedde Atlas.“
„Atlas,“ gentog Absalon, idet han drejede sig om paa den anden Side. „Det kunde ikke være saa galt; men lad mig nu sove.“
Næste Morgen vaagnede den brave Mand ganske tidlig med et glædestraalende, lykkeligt Ansigt og begyndte i en højtidelig Tone: „Kone, Børn, kommer alle til mig, nu har jeg Navnet. Guld og Ædelstene tilhøre den rige; men Solen, som Gud lader opgaa og lyse over os alle, tilhører ogsaa de fattige.
- ↑ Løvemod.
