48
Jeg vil kalde mig — Sonnenglanz[1]. Hvad siger I til det?“
De gloede alle paa ham, ingen sagde et Ord derimod, Absalon var i en Fart klædt paa og stod faa Minutter efter foran Porten til Kredskontoret, netop to Timer før det blev aabnet. Han følte sig forunderlig let og vel tilmode, da han omsider blev indladt i det store mørke Kancelli og under idelige Buk og paa Taaspidserne nærmede sig til Kancellisten Krummholz. hvem han begyndte at trække i hans grønne med utallige Blækklatter oversaaede Skriveærme.
„Hvad vil Du?“ raabte Kancellisten til ham.
„Hvad skulde jeg ville,“ sagde Absalon, „jeg er jo kun kommen fordi vor Herre Kejseren har befalet, at vi stakkels Jøder skulle have smukke Navne ligesom de Kristne.“
„Ja saa, hvad skal man da kalde Dig?“
„Naar Hr. Kancellisten ikke har noget derimod, vilde jeg gerne hedde Sonnenglanz.“
„Hvad for noget?“ skreg Embedsmændene i Munden paa hverandre. „Sonnenglanz?“ gentog Kancellisten. „Tror Du, at man saadan mir nichts Dir nichts kan hedde Sonnenglanz? Kan Du maaske tillade Dig en saadan Luksus? Saadan et Navn koster hundrede Gylden, har Du maaske hundrede Gylden?“
- ↑ Solglans.
