49
Alle Embedsmændene lo, Absalon listede sig beskæmmet ud og kom nedslaaet hjem.
„Naa har de saa givet Dig Navnet Sonnenglanz?“ spurgte Rachel.
„Skal jeg betale hundrede Gylden?“ raabte Absalon grædefærdig, „og selv om jeg vilde betale dem, saa har jeg dem ikke; vi kunne ikke betale noget for et Navn, vi maa være tilfreds med et Navn der er lige saa fattigt som vi selv. Hvad er et Navn? Stillingen gør ikke Manden, men Manden Stillingen, siger Talmud; saaledes er det ogsaa med Navnet.“
„Vil Du tilføje os den Skam,“ raabte Rachel, „at vi skulle faa et daarligt Navn? Vil Du spare Dine Penge ved en saa vigtig Lejlighed? Naar Du ikke kan give hundrede Gylden, saa giv en Dukat eller to, og Du vil faa et smukt Navn.“
„Ikke en Tyvekreutzer giver jeg for en Ting, der er saa værdiløs som et Navn.“
„Ja saadan taler Du nu, Fader,“ raabte Esterka, „tidligere har Du talt ganske anderledes.“
„Selv Fuglene i Luften foragte den gerrige,“ raabte Rachel, „naar Du vil give den ene Dukat, saa vil jeg give den anden, som jeg har liggende gemt i en gammel Strømpe.“ Og nu begyndte de alle paa én Gang at raabe, bede og skænde, og Rebekka græd endog. Absalon blev rørt og erklærede sig tilsidst villig til at købe et Navn for to Dukater. „Véd Du hvad lille Rachel, naar Solen
