Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/63

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

51

sit Liv. For to Dukater kan Du maaske komme til at hedde Zuckerhut[1] eller Eisenstein[2].“

Absalon var som himmelfalden, det syntes ham ganske umuligt, at han der var gaaet hjemmefra som straalende Solglans, skulde vende tilbage som simpel Sukkertop. Han stak sørgmodig sine to Dukater til sig og gik ud af Døren; dog varede det ikke længe, før han vendte tilbage og igen begyndte at trække Kancellisten i Ærmet; han havde fattet den Beslutning at ofre sin sidste Hvid. „Jeg vil endnu lægge to Tyvestykker til“, hviskede han; „men gør mig ikke ulykkelig, giv mig Navnet Grünblatt. Gud vil velsigne Dem, Deres Børn og Børnebørn. Kancellisten rystede kun paa Hovedet og Kredskommissæren raabte opbragt: „Vil Du handle med os? tror Du, at vi er Jøder?“

„Naar De ikke vil give mig et godt Navn,“ sagde Absalon frygtelig forbitret, men kun indvendig, ti han stod endnu bestandig med bøjet Ryg og talte næsten hviskende, som om han frygtede for at forstyrre nogen, der sov, „saa vil jeg heller ikke give to Dukater og to Tyvekreuzer for et Navn, der ikke er én Kreuzer værd.“

Han ventede endnu et Øjeblik; men da Embedsmændene ikke gave videre Agt paa ham, gik han rask ud af Døren og slog den temmelig haardt i efter sig. Det varede imidlertid knap fem Minuter,

  1. Sukkertop.
  2. Jærnsten.