52
saa stod den stakkels Absalon igen ved Kancellistens Skrivebord og begyndte dybt sukkende: „Om jeg end ingen Penge har, saa vil jeg dog give Hr. Kancellisten to Høns, og et Par gode Benklæder, som jeg har købt af Grev Komorowski, hvis De vil kalde mig Sonnenglanz.“ Han var pludselig bleven modig som en Løve, han lagde endnu et Tikreuzerstykke paa Bordet foran Kancellisten og sagde: „Det skal De have oven i Købet for deres Ulejlighed, Hr. Krummholz, skriv saa i Guds Navn Sonnenglanz.“
Pak Dig straks herfra,“ raabte Kredskommissæren fortørnet, „vil Du maaske have os til bedste? Vi have ingen Tid tilovers for Dig, naar Du ikke vil hedde Zuckerhut, saa skal Du hedde Knoblauch[1] og dermed Basta!“
I dette Øieblik gik Døren op, og Fru Perle, en ung smuk Enke, kom ind og fortrængte i faa Øjeblikke Kancelliets daarlige med Tobaksrøg fyldte Atmosfære med den fineste Vellugt. Hun var klædt i raslende, kostbar Silke, hendes Kaabe var foret med fint, blødt Pelsværk og her og der blinkede pragtfulde Ædelstene. Hun nærmede sig til Kredskommissæren, der rejste sig med forekommende Skyndsomhed og tilbød hende sin egen Stol, idet han smilede galant.
„Jeg er overbevist om,“ begyndte han, „at De er kommen i den Hensigt at frasmigre os et rigtig smukt Navn.“
- ↑ Hvidløg.
