54
Den smukke Enke smilte forbindtlig og blev straks indført i Protokollen som Fru Perle Rosenthal. Da hun havde forladt Kancelliet og Kancellistens Knaster igen havde faaet Overhaand over den Vellugt, den jødiske Venus havde medbragt, begyndte Absalon grædefærdig: „Gør mig ikke ulykkelig, Hr. Kredskommissær —“
„Hvad, er den Stodder endnu ikke kommet afsted,“ raabte Kredskommissæren; „naar han ikke vil hedde Knoblauch, saa skal han hedde Ohrenbläser[1], for at han ikke en anden Gang skal tude os Ørene fulde. Ja, Ohrenbläser.“ Atter gik Døren; det var Aburel, Skrædderen, der kom ind. Han nærmede sig beskeden, men med en velhavende Mands Selvfølese, til Kredskommissæren og spurgte i en dæmpet Tone: „Hvad har jeg at betale Deres Naade, De kender mine Forhold!“ Kredskommissæren hviskede til Kancellisten, man slog op i Protokollen og Skrædderen forlod stillefornøjet Kontoret som Aburel Honig[2].
„Hr. Kredskommissær, Hr. Kredskommissær, dyrebare Hr. Kredskommissær,“ jamrede Absalon. Ingen hørte paa ham, endelig raabte han fortvivlet: „Er der da ingen Retfærdighed mere paa Jorden, at en ærlig Mand som jeg skal hedde Øretuder?“
„Er Navnet Dig ikke godt nok raabte Kredskommissæren til ham, „saa skal Du hedde Absalon Gans[3].“
