55
„Jeg tager mig af Dage, Hr. Kredskommissær, hvis De giver mig et saadant Navn,“ klynkede Absalon, „er jeg en Fugl? kan jeg flyve? Jeg er heller ingen Gaas, jeg er en stakkels, ærlig Jøde.“
Nu kom Samuel, Kusken, en Mand, der ikke var rigere end Absalon, han kom dybtbukkende og smilende og begyndte at sige Kredskommissæren smukke Ting, som selv en feteret ung Skønhed kunde have været fornøjet med. Derpaa nærmede han sig ydmyg til Kancellisten, smilte igen og begyndte at udgyde sig i de elskværdigste Talemaader; endelig lagde han endnu tre Tyvekreuzer paa Bordet. Kredskommissæren lo. „Véd Du hvad Du skal hedde, Samuel?“ sagde han naadig. „Smeichler[1] skal Du hedde, er Du saa tilfreds.“
„Hvorfor skulde jeg ikke være tilfreds?“
„Hvem er rig?“ raabte Absalon, som havde fattet en heroisk Beslutning, „den der er tilfreds med sin Lod, siger Mischnah. Saa vil jeg da i Guds Navn beholde mine Penge og mit Navn og ogsaa være fornøjet. Giv mig min Tikreuzer tilbage, som jeg lagde foran Dem paa Bordet, Hr. Kancellist“.
„Hvad? Ikke en Gang det Par Kreuzer vil han betale?“ skreg Kredskommissæren rasende. „Giv ham hans Penge tilbage. Krummholz.“ Kancellisten trak Sølvmønten op af sin Lomme og smed den for Fødderne af Jøden, medens Kreds-
- ↑ Smigrer.
