56
kommissæren tog Protokollen foran sig og med raske Træk indførte Navnet i den.
Absalon kigede ængstelig over hans Skulder og brød da ud i højrøstede Klageraab. „Der vil ske en Ulykke, Hr. Kredskommissær,“ raabte han, „Gud vil straffe Dem! I Stedet for Nudler, skal De spise Høvlspaan og i Stedet for Tobak skal De snuse Strøsand —“
„Hvad?“ skreg Kancellisten. „Nu vil han saagar true os?“ Men Kredskommissæren greb fat i den stakkels Absalon og smed ham ud af Døren. Han stolprede ned af Trappen og vaklede over den runde Plads. Men da han kom hjem, havde han omtrent glemt det hele. „Naa, hvad hedder Du saa?“ spurgte hans Kone ham i den højeste Spænding; „kan Du ikke tale?“
„Hvad skulde jeg vel hedde,“ svarede han allerede fuldstændig hengiven i sin Skæbne. „Som Du ser mig her, hedder jeg ulykkelige Menneske — Absalon Lauser[1].“
„Hvilket Navn!“ raabte hans Kone.
„Hvilket Navn!“ raabte hans Børn.
„Ja hvilket Navn,“ gentog Absalon, „Navnet er ikke renligt, men til Gengæld er det billigt.“
- ↑ Lusepiller, i overført Betydning: Fedtehas.
