65
„En net Karl, Du, som spiller Herre og kunde faa i Sinde at befale over os.“
„Eller som Daglejer.“
„Det kommer an paa, hvad Du forlanger,“ svarede Cipre. Alle tre gave sig til at le og uden at spilde et Ord mere paa Sagen, begyndte de nu at arbejde. Fra den Tid af hjalp Stephan ærlig og redelig Dag efter Dag de to Jødepiger med deres Arbejde, saa ofte han paa nogen Maade kunde faa Tid tilovers, og om Aftenen sad han hos Cipre i Haven og spillede og sang. De talte ikke meget sammen; men naar deres Hænder mødtes, syntes de ikke mere at kunne skilles, og Stephan bragte Cipre de smukkeste Blomster, han kunde finde, og én Gang bragte han hende ogsaa et ungt Egern, som han havde fanget i Skoven, og som morede hende meget.
Sjelden mødtes deres Blik; men kun altfor ofte, naar Stephan var optaget af sin Fløjte eller var beskæftiget med noget andet, hvilede Jødindens Øjne med fortærende Glød paa ham.
En Søndag Aften, da de som sædvanlig sad foran Døren, gik nogle Bondeknøse forbi, som den vakre Szeps havde skænket noget vel rigeligt i for. De stansede og begyndte at le. „Se til Stephan!“ raabte den ene af dem, „det lader til, han er skudt i Jødinden.“
„Er Du ikke bange for, at Gud skal straffe Dig?“ sagde en anden.
„I al Fald er hun smuk denne forbandede
