67
straffe Dig,“ sagde hun med et henrivende Smil. „Han har allerede straffet mig, fordi jeg maa elske Dig, Cipre,“ mumlede han.
„Hvorfor maa Du?“
Han svarede ikke, han vedblev kun ufravendt at betragte hende. Luften var opfyldt af en sød, bedøvende Duft af Thymian og Skovbær, Bierne summede rundt om, som om de vilde lulle dem begge i Søvn og i Hasselbusken sang en Drossel sin ømme Elskovssang. Da slyngede Cipre sine Arme om Stephans Hals og hendes Læber brændte paa hans. De kyssedes atter og atter, de glemte sig selv og hele Verden. Siden efter gentog det sig hver Dag, at Cipre, saa snart det blev mørkt, og Nattergalene i Haverne rundtom begyndte at synge deres længselsfulde Sang, sagte listede sig ud af sin Hytte, og at Stephan Babyj ventede hende ved en vild Rosenbusk, der stod midt paa Marken. Saaledes forløb tre Uger.
Da kom en Dag Cipres Fader, der nu var saa vidt helbredt, at han skulde opholde sig paa Landet for at blive fuldstændig rask. De elskende kunde nu kun sjælden ses og tilsidst begyndte Cipre ligefrem et undvige sin Elsker, og naar hun tilfældig traf ham, tilkastede hun ham fjendtlige og truende Øjekast. En Aften sad hun i sin Have paa en væltet Trillebør med Hovedet støttet i sine Hænder og grublede. Stephan steg sagte over Gærdet og nærmede sig hende.
„Hvordan har Du det?“ begyndte han.
