72
Barom var bleven maalløs af usigelig Henrykkelse. Han glemte at skrive sin Regning, han hørte ikke Købmandens gnavne Spørgsmaal og vaagnede først af sin Drøm, da denne hurtig greb ham i Skulderen og ruskede ham.
„Ja, jeg er straks færdig,“ stammede han endelig, skrev Summen ned, strøede Sand paa og overrakte med et galant Buk Damen den sammenlagte Regning, hvorpaa denne med et fornemt Nik brusede ud af Butiken.
„De lader mine Kunder vente,“ begyndte nu Godel Mund irriteret, „fordi De kigger Stjerner ved højlys Dag; det er meget godt at være dannet; men derfor behøver De dog ikke at jage mine Kunder bort.“
„Hvad siger De, Hr. Mund,“ svarede Barom krænket; hans smukke ungdommelige Ansigt glødede af Ivrighed og to mørke Krøller paa hver Side af hans Ansigt korn i en gyngende Bevægelse frem og tilbage:
„Jeg søger gerne Mængden at hehage
fordi den la’r os leve alle Dage.“
Godel Mund var afvæbnet, han smilte endog. „Hvilket Hoved,“ sagde han, idet han vendte sig mod en Slags Samson eller Goliath, der netop rullede en stor Tønde ind. „Hørte Du det, Abrahamek?“
Barom Hirschbeins store, mørke Øjne begyndte at straale og denne Glans udbredte sig efterhaanden til hele hans Ansigt, hans sorte Merinos-
