73
kaftan, og hele det støvede, fedtede, sælsom duftende Rum.
Medens han kraftig slog Laaget i paa den store Kasse og hurtigt indsvøbte de Citroner, som Adelsdamen havde vraget, i Papir, kom en smuk Jødinde ind i en kostbar Pels, med sort Paryk og blinkende Paandebaand, og nærmede sig ham med et venskabeligt Blik.
„De er altid saa flittig,“ begyndte hun. „Jeg tror ikke, at De sidder to Minutter hele den udslagne Dag, Hr. von Hirschbein,“
„Att’nen gik og det blev Morgen
aldrig stansede min Fod“ —
lød Baroms poetiske Svar. „Men hvad befaler De, min Naadige, hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste?“
„Jeg er bange for, at jeg forstyrrer Dem i dette Øjeblik,“ svarede den smukke Frue, „jeg kan godt vente“. Hun lod øjensynlig ikke ugerne sine Gazelleøjne hvile paa den unge Mand.
„Aa, jeg beder; men jeg er altid beskæftiget,“ svarede Barom, mens han kastede nogle Peberkorn, som var blevne tilbage i Vægtskaalen, ned i Skuffen.
„Som Bækkens Vande rastløs rinde,
saaledes mine Dage svinde.“
„Men for Dem er jeg altid Deres ærbødigste Slave.“
