81
SJETTE OPTRIN.
Du vilde tilbringe disse Timer i Mádhavi-Løvhytten; der skulde hun bringe Dig Tavlen med den skjønne Sakuntala's Billede, som Du med egen Haand har malet.“
Kongen. Ja, det er mit Hjertes Yndlingssted! Viis mig derhen!
Mathavjas. Her, her, Kjære! (De gaae frem; Sanumati følger dem.) Der er Mádhavi-Løvhytten, med Bænke af Marmor; see den modtager os med den yndigste Blomstergave som med et „Velkommen“. Træd ind, Kjære! og Sæt Dig ned. (De gaae derind og sætte sig.)
Sanumati (usynlig). Jeg vil stille mig hen ved Slyngplanterne for at see min Venindes Billede. Saa skal jeg fortælle hende om hendes Ægteherres trofaste Kjærlighed. (Stiller sig derhen.)
Kongen. Min Ven! Nu mindes jeg hele mit Eventyr med Sakuntala, og jeg har ogsaa fortalt Dig det. Men dengang jeg forskjød hende, var Du ikke hos mig, og før den Tid har Du aldrig nævnet den Huldes Navn. Siig mig: havde Du glemt Alt, ligesom jeg?
Mathavjas. Jeg har slet ikke glemt det. Men da Du havde fortalt mig det Hele, sagde Du til Slutningen, at det havde Du sagt i Spøg, det var ikke alvorlig meent. Og jeg, der har Forstand som en Leerklump, tog saa det efter Ordene. Dog, Skjæbnen er mægtig!
Sanumati (usynlig). Ja! Det er sandt.
Kongen (efter et have siddet i dybe Tanker). Min Ven! Frels mig!
Mathavjas. Nu, hvad er det? Sligt passer sig ikke for Dig. Den Ædle giver aldrig efter for Sorgen: staae ikke Bjergene ubevægelige selv i Stormveir?
Kongen. Kjæreste Ven! Gjenkalder jeg mig min Elskedes Sjæleangst, dengang hun stod alene og forstødt, — saa er jeg utrøstelig. Thi
141.Da hun, forskudt, vilde gaae med Sine,
men Kanvas' Lærling, Mestren lig,
sin Stemme hæved og bød: „bliv her tilbage!“
