84
SAKUNTALA.
Kongen.
145.Hvor kunde Du en Haand med bløde Fingerled
forlade, for at sænke Dig i Vandet?
Dog nei!
Den fattes Vid og Sands for hvad der ret har Værd:
men hvi har jeg forskudt min Elskerinde?
Mathavjas (for sig). Og hvi skal jeg ædes op af Hunger?
Kongen. O Du uskyldig Forladte! Forbarm Dig over Din Elsker, hvis Hjerte brænder i Anger, og lad mig see Dig igjen!
Ternen (træder hastig ind med et Maleri i Haanden). Her er Herskerinden, som Du malede. (Holder Maleriet op for ham.)
Mathavjas. Fortræffeligt, Ven! Et yndigt Landskab hæver de livagtige Skikkelser. Det høiner og det sænker sig, saa mit Øie er færdig at snuble i det.
Sanumati (usynlig). Hvor kunstfærdig er ikke den kongelige Viismand! Jeg seer min Veninde staae lyslevende for mig.
Kongen.
146.Mislykket er, hvad der ikke
er skjønt paa dette Billed;
Dog nogenlunde min Tegning
har truffet hendes Ynde.
Sanumati (usynlig). De Ord ligne hans Kjærlighed, som oplues af Anger, og hans Beskedenhed.
Mathavjas. Siig mig! Man seer her tre Qvinder, alle deilige. Hvem af dem er nu den ædle Sakuntala?
Sanumati (usynlig). Det Menneskes Syn maa være goldt, naar han ikke kan kjende en saadan Skjønhed.
Kongen. Hvem af dem tænker Du det er?
Mathavjas. Jeg tænker: hun, der er malet ved Siden af det Mangotræ, hvis spæde Knopper glindse efter Vandingen, hun, der seer
