98
SAKUNTALA.
Hiin Fromme, stirrende mod Solens Skive,
staaer, lig en Træstub, ubevægelig.
Kongen. Hil Dig, strænge Selvplager!
Matalis (strammer Tøilerne). Store Konge! nu kjøre vi ind i Verdensskaberens Enebo, mellem Mandára-Træer, som voxe op under Adití's Pleie.
Kongen. Skjønnere end Svárgas er dette Sjælefredens Hjem. Det bæres mig for, som jeg badede mig i en Sø af Udødeligheds Vande.
Matalis (holder Stille med Vognen). Stig af, ædle Herre!
Kongen (staaer af). Hvad vil Du nu gjøre?
Matalis. Jeg har standset Vognen; ogsaa jeg stiger af. (Han staaer af.) Denne Vei. ædle Herre! (De gaae frem.) Betragt de Steder i Andagtslunden, hvor de hellige Viismænd øve Bod.
Kongen. Med Undren stirrer jeg derpaa.
176.Den Luft, hvormed dem bør at friste Livet[1],
indaande de i Ønsketræers Lund;
Den lovbestemte Badning de forrette
i Vand, som gyldent Lotosstøv gjør guult;
De gruble, hvilende paa Marmorbænke;
de øve Kydskhed mellem Svárgas' Møer:
Hvad andre Hellige ved Bod vil opnaae,
omgiver disse, mens de gjøre Bod.
Matalis. Altid høiere stunder jo ædle Sjæles Higen. (Han gaaer videre og raaber ud.) Ærværdige Sákaljas! Hvad foretager den Salige Kásjapas? Hvordan siger Du? — at han, „adspurgt af Adití om en trofast Ægtehustrues Pligter, udlægger det for hende og de hellige Viismænds Hustruer“ —
- ↑ Nemlig under deres strænge Faste.
