OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
Foruden Kalidásas' Skuespil, der skal være forfattet omtrent et halvt Aarhundrede før Chr., findes der ogsaa episke Bearbeidelser af Sagnet om Sakuntala. En af disse, som jeg kun kjender af Wilson's haandskrevne Udtog af Heltedigtene (Pádma-Puránen, Beg. af Svárga-Bogen), er øiensynlig et Uddrag af Skuespillet. Derimod forekommer det samme Sagn under en langt ældre Skikkelse i Heltedigtet Maha-Bháratam. Dette colossale Heltedigt, i Omfang omtrent fire Gange saa stort som Iliaden og Odysseen tilsammentagne, besynger en Krig imellem to Kongeslægter i det nordlige Indien, men meddeler tillige en Deel mindre Heltedigte og Læredigte[1], som leilighedsviis indflettes. Det er uden Tvivl lidt efter lidt sammenvoxet af mundtlig forplantede Digtninger og antages at være nedskrevet inden det fjerde Aarhundrede før Chr. Da Fortællingen om Sakúntala, der læses i 1ste Bogs 68—74de Afsnit, paa sine Steder især i hendes Taler, er noget langtrukken, og da den her kun skal tjene til at stille Kalidásas' Bearbeidelse i det rette Lys, har jeg foretrukket at gjengive den i Udtog, dog heelt igjennem med Originalens egne Ord.
1. HELTEDIGTETS FORTÆLLING
(efter Mahabhár. I, 68—74).
Vaisampájanas fortæller.
1. „Der var i gamle Dage en Konge ved Navn Dushjántas, af
Púrus' Slægt, Konge indtil Havets Grændser, i Styrke lig Vishnus, i
- ↑ F. Ex. Heltedigtet Nal og Damajánti, oversat paa Tydsk af Fr. Rückert; — det theosophiske Digt Bhagavad-gitam, udgivet og oversat paa Latin af A. W. Schlegel.
