138
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
FEMTE OPTRIN.
I Begyndelsen af dette Optrin, hvor Oversættelsen, ligesom sædvanlig, holder sig til den ældre, af Böhtlingk udgivne Text efter Devanágari-Haandskrifterne (hvormed ogsaa her det kjøbenhavnske Haandskrift stemmer), findes der en ret mærkelig Afvigelse i den bengalske Text, som de tidligere Oversættere have fulgt. Medens Ordene i det Hele taget ere uforandrede, ere nemlig Scenerne saaledes omsatte. Først træder Kammersvenden ind og taler om sin Alderdomssvaghed og, i Anledning af Eneboernes Ankomst, om at Kongen aldrig har Hvile; derpaa kommer Kongen med Máthavjas, klager over sit Kalds Besværligheder, styrkes ved Heroldernes Sang og sætter sig til Hvile; derefter høres den skinsyge Elskerindes Sang udenfor, Kongen udtaler den Længsel, der, vakt ved Tonerne, uvilkaarlig griber ham som et Minde fra en tidligere Sjælevandring, og nu træder Kammersvenden hen til ham med sin Melding, hvorefter Kongen begiver sig til Arnestedet for at modtage Eneboerne. I vor ældre Text staaer Elskerindens bebreidende Sang og Kongens Erindring om en dybere Kjærlighed smukt og sindrigt først, som en Indledning til dette femte Optrin, hvor han har glemt Sakuntala og fornægter hende, og umiddelbart efter hendes vemodige Afsked fra Barndomshjemmet. Men ligesom Kongens Beklagelse over sit byrdefulde Kald synes bedre anbragt i den bengalske Text, der lader ham komme lige fra Dommersædet, har den Forandring, at Eneboerne med Sakuntala meldes umiddelbart efter hiint Længselssuk, til Følge, hvad der uden Tvivl har været tilsigtet, at Pointet falder lettere i Øinene. — Foruden Smaaforandringer, hvor snart et Ord eller Udtryk fandtes mindre forstaaeligt, snart et Navn ikke pikant nok, gaae forresten, som ei Indledningen antydet, de fleste Afvigelser i den bengalske Omarbeidelse ud paa at gjøre Máthavjas' Rolle kaadere, udmale Elskovsscenerne navnlig i tredie Optrin og tilsætte en Deel Vers, af hvilke de færreste udmærke sig ved Skjønhed i Tanker.
S. 60. Forløsning. Her synes at være et Ordspil, idet det tilsvarende Ord, mókshas, baade betegner den Handling at „undslippe“ og at fries, navnlig fra fortsat Sjælevandring, at „saliggjøres“. Hvorledes Apsaráser gjorde en Viismands Bod til Intet, viser f. Ex. Fortællingen om Visvámitras og Ménaka (ovenf. S. 115—16).
V. 104. Hvorledes Troen paa Sjælevandring paa mange Maader har gjennemtrængt Indernes Tankegang, er leilighedsviis antydet i det Foregaaende. Alle Væsner tænktes, indtil deres sidste Befrielse, i en bestandig Omvæltning, stigende eller synkende; de mødes og skilles hernede „lig Spaaner paa Verdenshavet“. De Kaar, hvortil Enhver fødtes, som Menneske eller umælende Dyr, som Brahmán eller Træl, afhang af Sjælens Stræben og Færd i dens forrige Vandring; de pludselige Omslag i Skjæbnen vare ligeledes en Følge af Fortjeneste eller Brøde, om ikke i dette Liv, saa i det forrige: vi træffe jævnlig paa en saadan Forklaring af egne eller Andres Skjæbner, dog kun som Spørgsmaal og Gjætning. Thi med Fødsel i et nyt Legeme mistede Sjælen Erindringen om sin forrige Tilværelse. Men den kunde gjennem Bod og Selvfordybelse vinde Erindringen tilbage, indtil at see den hele Række af sine tidligere Vandringer, og af og til kunde, ligesom her, et dunkelt Minde fare Sjælen igjennem.
