Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/166

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

140

OM SKUESPILLET SAKUNTALA.

der nærmest stemmer med Böhtlingks; de to sidste Linier vilde da i ordret Oversættelse lyde: „da der er handlet mellem Een og Een (Dig og hende, paa egen Haand), hvad skal jeg (Gáutami) sige til Een og Een (Dig eller hende).“

S. 65. Klar som Ild. De kort henkastede Replikker kunde for Sammenhængens Skyld gjerne oversættes: „Kongen. Hvad mene I med disse Ord? — Sakuntala (for sig). I hans Ord ulmer en Ild!“ Men „hans“, hvorpaa Eftertrykket da maatte hvile, findes ikke i Texten.

V. 120. Kúnda (Jasminum pubescens eller multiflorum, s. bot. mag. t. 1991), en enkelt Jasmin, lodden paa Qvisten og Bladenes Underflade; de øverste Blade omgive Blomsterqvasten som et Svøb. Blomsten, der udspringer i Riim-Tid, d. e. det tidlige Foraar, omtales oftere som en af Biernes Yndlingsblomster.

V. 121. I Manus' Lovbog (IV, 227) indskjærpes Gavmildheds Pligt: at give med glad Sind, til alle Tider, af yderste Evne, naar man træffer den, der er Gave værdig. Ordret hedder det hos Manus: naar man træffer „et (Gavmildheds) Kar“, og i vort Vers bruges netop det samme Udtryk, at han (Kanvas) har „ligesom gjort en Røver til (Gavmildheds) Kar“.

V. 122. Textens Ord: „Hvorfor stræber Du at skjænde Slægten, ligesom en Flod (i Sanskrit Hunkjønsord) plumrer det klare Vand" forstaae Böhtlingk og Williams, som om der stod „min (Kongens) Slægt". Dette stemmer med, at Sakuntala i den foregaaende Replik udtrykkelig tiltaler Kongen som „Søn af Purus“. Men da det er Flodens eget Vand der plumres, idet den volder Jordskred ved at gaae over sine Bredder (jfr. Urv. I, S. 6, V. 3), og da Kalidásas ellers er nøieregnende med Lignelser og deres enkelte Led, maa man for saa vidt forstaae „Slægten“ om Sakuntala's Slægt. En Overgang synes at ligge i, at hun her er traadt frem for Kongen som den, der ved Bryllup selv var indlemmet i Purus' Slægt; Meningen blev da: „Hvorfor stræber Du at skjænde den Slægt, Du kalder Din egen“.

S. 67. Sakravatáram med Valfartstedet Sátsji's Dam ved Ganges (S. 73 og 83), betyder egentlig „Sakras' (Indras') Nedstigen“ eller Aabenbarelse paa Jorden. — Sátsji, efter hvem det hellige Badested er opkaldt, var Indras' Hustru.

S. 68. Dihapángo, Prakrit, paa Sanskrit dirghapángas. betyder Smal-Øie (egl. den, hvis ydre Øienvige ere lange). Vi kjende den fra V. 94.

V. 123. Om Kókilen jfr. Anm. til V. 90.

V. 124. Navnet Smáras er valgt, fordi det egentlig betyder Erindring og saaledes her danner et Ordspil med vi-smáranam, Glemsel. De buede Øienbryn sammenlignes med Elskovsgudens Bue, der ligesom knækkes, idet hun rynker dem i Vrede.

S. 70. Egen Villie. Det hedder i Manus' Lovbog (IX, 3): „Qvinden er under sin Faders Værge i Barndommen, under sin Ægteherres i Ungdommen, under sine Sønners i Alderdommen; en Qvinde maa ikke have sin egen Villie.“

V. 129. Om Nat-Lilie og Dag-Lotos s. Anm. til V. 20.

S. 70. Verdenshersker, Sanskr. tsjakra-várti, af tsjákras, Kreds, i overført Betydning deels Synskredsen, derefter en Landstrækning, der naaer fra Hav til