XVI
INDLEDNING.
hvem et saadant Sindelag kunde udtale sig i saadanne Kunstværker, og det Haab engang selv at oversætte Sakúntala paa mit Modersmaal. Da det første Hefte af Böthlingks Udgave, der indeholdt Sanskrit- og Prakrit-Texten, var kommet mig tilhænde i Forsommeren 1842, begyndte jeg at arbeide paa den danske Oversættelse og var ved Aarets Udløb saa vidt fremrykket, at jeg troede neppe at have to Maaneders Arbeide tilbage, da en ny Virksomhed saaledes optog min Tid og mine Tanker, at Maanederne ere blevne til Aar. Imidlertid var der ogsaa udkommet andet Hefte med Böthlingks Oversættelse og Anmærkninger, som jeg heelt igjennem har jevnført. Uagtet jeg forstaaer ikke faa Steder anderledes[1], maa jeg erkjende, at jeg uden hans og de af ham fremdragne Scholiers Veiledning oftere var bleven staaende ved en utilfredsstillende Fortolkning eller havde savnet den Tryghed, der var en af de første Betingelser for min Opgaves Løsning[2].
- ↑ F. Ex. v. 23 tatas, v. 52 iva, p. 38 i. unautta, p. 40 m. anumán, p. 55 f. avishajas, v. 117 vjapadesam, p. 74 m. mris, p. 110 i. darsanam, v. 190 jathá o.s.v.
- ↑ Ny Anmærkning, 1857. Den vigtigste Kilde til Forandringer i nærværende anden Udgave af den danske Oversættelse er, foruden Böthlingks korte „Nachträge“ (i Bulletin de l'Acad. des. sc., Pétersb. 1844), navnlig en ny Udgave af Devanágari-Texten med oplysende Anmærkninger af Monier Williams: Sakuntala recognized by the ring o. s. v., Hertford 1853. Fra samme Haand er der senere udkommen en Oversættelse i Prosa og Vers (Hertford 1855), maaskee igrunden et tidligere Arbeide; thi mange enkelte Steder oversættes ikke efter de Forklaringer, som med Føie ere gjorte gjældende i Udgaven, og hvad Stilen angaaer, er den indiske Flora heelt igjennem udpyntet med Tøiblomster, som vanskelig kunde falde i en Oversætters Smag, efter at han som Udgiver havde dvælet ved Enkelthederne i et saadant Digterværk. Selve Text-Udgaven, med hvad dertil hører, har Williams behandlet med stor Indsigt og Omhu og tillige med Takt for en nem og fordringsløs Anordning; ved Hjælp af et noget fuldstændigere Apparat af Haandskrifter og Scholier har han forbedret Texten med adskillige nye eller miskjendte Læsemaader (f. Ex. S. 76 átmíjam, v. 54 na tsja nimnád o. s. v., S. 154 pátráni, S. 310 sattam (saptam)), og en stor Deel nyt Stof har han fremdraget i sine Anmærkninger. En egentlig kritisk Udgave, der da maatte omfatte saavel den bengalske som Devanágari-Texten, vil kræve et større Forraad af Haandskrifter fra de forskjellige Egne af Indien, end der hidtil er bragt tilveie. — Medens jeg i det Hele har fulgt Williams' Text,
