Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

6

SAKUNTALA.

   Alt mens i flyvende Spring, see!
       i Luften meer end paa Jorden
           den farer afsted.

(Med Forundring.) Men hvorledes? Jeg sætter efter Gazellen, og nu kan jeg neppe øine den længer.

Vognstyreren. Ædle Herre! Grunden var hullet, saa jeg maatte sagtne Vognens Fart ved at holde Tøilerne stramme. Derved har Gazellen vundet saa langt Forspring. Men nu, da Du igjen kjører paa jevn Grund, vil Du ikke have vanskeligt ved at indhente den.

Kongen. Saa giv løs Tøile!

Vognstyreren. Som min ædle Herre befaler. (Han udtrykker ved sine Bevægelser Vognens Hastighed.) See, see!

8.Da Tømmen slappes, de stolte Heste — med fremstrakt Hals,
   Med dukket Øre, med ubevægelig Flagredusk,
   End ei berørt af den tætte Støv, som de reise selv, —
   I Løbet stævne som avindsyge paa Dyrets Fart.

Kongen (med Glæde). Isandhed, de Heste løbe Solens og Indras' Gangere forbi. See!

9.Hvad der var nys som en Punct,
         vider sig pludselig ud;
   Hvad der i Midten var deelt,
         trækker sig sammen til Eet;
   Hvad der var bugtet og snoet,
         retter sig ud for mit Blik:
   Her fra den rullende Vogn
         Intet er fjernt eller nær.

Vognstyrer, nu skal Du see den falde! (Lægger en Piil paa Buen.)

Bag Skuepladsen. Konge! Fæld den ikke, fæld den ikke!

Vognstyreren (lytter og seer ud). Ædle Herre! Nogle Eneboere træde imellem, just som Antilopen er kommen Dig paa Skudvidde.