Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

21

ANDET OPTRIN.

dragerinder, som holde hans Bue, pyntede med Krandse af Skovblomster. Nu vil jeg blive staaende her og tee mig som en Krøbling, om jeg endda paa den Viis kunde faae Ro. (Støtter sig til sin Stav. Kongen træder ind med Følge, som beskrevet.)

Kongen.

35.Vel sandt! det bliver ei let at vinde min Elskte;
         men Mod jeg fatter ved hendes Stemning at see:
     Har Elskovsguden end ei fuldbyrdet sin Gjerning,
         gjensidig Attraa alt føder Kjærlighedslyst.

(Smilende.) Hvor dog en Elsker kan bedrage sig ved at tænke sig det elskede Væsens Sindelag efter sine egne Ønsker! Som nu her:

36.At hendes Blik var ømt, endogsaa
         naar andensteds hun slog det hen,
     At hendes Gang ved Hoftens Tyngde
         blev sagtnet som i Elskovsspøg,
     At vredt hun svared sin Veninde,
         der hende bød: „gaa ei herfra!“ —
     Det Alt skal gjælde mig? Ak Alting
         vil Elskeren tilegne sig!

Mathavjas (i Samme Stilling som før). See, Kjære! Mine Hænder vil ikke løfte sig; kun med Tungen kan jeg ønske „Seir for Kongen!“

Kongen. Hvoraf kommer den Lamhed?

Mathavjas. Hvoraf kommer det, naar Du slaaer En Øiet tilvands, at Du saa spørger, hvorfor han græder?

Kongen. Jeg forstaaer Dig ikke, tal tydeligt!

Mathavjas. Hør, min Ven! Naar et Vétasa-Rør giver sig til at lege Pukkelrygget, er det saa Røret selv eller den rivende Strøm, som er Skyld deri?

Kongen. Saa er det den rivende Strøms Skyld.

Mathavjas. Og med mig er det Din Skyld.