22
SAKUNTALA.
Kongen. Hvorledes det?
Mathavjas. Som Du har slaaet Dine Kongepligter af Hovedet, og det i saadan en Udørken, bliver Du til et reent Skovmenneske. Mine Ledemod ere saaledes rystede ved Dag ud og Dag ind at jage Vildtet op, at jeg i Sandhed ikke længer er Herre over mine egne Lemmer. Derfor vil jeg ydmygst bede Dig om at give mig Orlov blot; en eneste Dag, for at jeg kan faae udhvilet.
Kongen (for sig). Saaledes taler han, og mit eget Sind har Lede for Jagten, naar jeg gjenkalder mig Kanvas' Datter.
37.Jeg nænner ei min Buestreng at spænde
og lægge Pilen an paa Antiloper,
Som, mens de dele Bolig med min Elskte,
har hende underviist i Uskyldsblikke.
Mathavjas (iagttager Kongens Ansigt). Min høie Herre taler med andre Tanker i Hovedet. Saa har jeg staaet og grædt for den vilde Skov.
Kongen (smilende). Hvad andre Tanker? Jeg stod og tænkte: Min Vens Ord bør jeg ikke være overhørig.
Mathavjas. Lev længe da! (Han vil gaae.)
Kongen. Nei bi, min Ven! Jeg har ikke talt ud.
Mathavjas. Befal, Kjære!
Kongen. Naar Du har udhvilet Dig, maa Du hjælpe mig med Noget, der ikke koster Anstrængelse.
Mathavjas. Er det med at spise Kager?
Kongen. Jeg skal nok sige Dig, hvad det er.
Mathavjas. Nu var der saa god Leilighed.
Kongen. Hvem er derude?
Dørvogteren (kommer ind og bøier sig). Befal, høie Fyrste!
Kongen. Raivátakas, kald paa min Hærfører!
Dørvogteren. Strax! (Han gaaer ud og kommer tilbage med Hærføreren.)
