Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

39

TREDIE OPTRIN.

Veninderne (staa op, med Udtryk af Glæde). Velkommen, Du vor Længsel, som ikke har tøvet! (Sakuntala vil reise sig).

Kongen. Nei, nei, anstræng Dig ikke!

72.Nedsænket i et Blomsterleie,
           med Duft af knuste Lotosstengler,
     Dit Legem, blussende af Hede,
           maa være løst fra Velkomstpligter.

Anasuja. Vor Ven komme hid og hædre et Hjørne af Steenbænken! (Kongen sætter sig; Sakuntala viser Udtryk af Undseelse.)

Prijamvada. Hos Eder begge er gjensidig Kjærlighed ikke at miskjende. Men Ømhed for min Veninde indgiver mig et Ord, der vistnok er overflødigt.

Kongen. Hold det ikke tilbage, hulde Pige! Thi det Ord, man vilde sige, men ikke sagde, føder Fortrydelse.

Prijamvada. „Den Ulykkeliges, i Jordelivet Hildedes Trængsler skal Kongen borttage“, det er en Lov for Eder.

Kongen. Visselig !

Prijamvada. Nu er vor elskede Veninde for Din Skyld bragt i denne Tilstand af den mægtige Kamas; derfor bør Du ved Dit Ja bevare hendes Liv.

Kongen. Hulde Pige! Gjensidig er vor Kjærlighed. Tilvisse! jeg er lykkelig ved Din Begjæring.

Sakuntala (med et Blik paa Prijamvada). Veninde! Hvorfor opholde den kongelige Viismand, der længes tilbage til sit Fruerhuus?

Kongen. Skjønneste Qvinde!

72.Hvis, Hjertebeboerske! Du mit Hjerte,
     Der tænker alene paa Dig, mistænker,
     Da, elskelig Smilende! mig, hvem Elskov
     Med Pilen har dødet, Du døder atter.

Anasuja. Min Ven! Man hører om Kongerne, at de have mange