38
SAKUNTALA.
67.I Længsel efter med Dig at blive forenet
Staaer den, af hvem Du, Forsagte! frygter et Afslag.
En Beiler enten kan Lykken naae eller ikke;
Men hvor kan den staae imod, hvem Lykken begjærer?
Veninderne. O Du, som miskjender Dit eget Værd! Hvo vilde med Fligen af sin Kjortel skjærme sig mod det svalende Høst-Maaneskin?
Sakuntala (smilende). Jeg maa jo adlyde. (Hun sidder stille og grunder.)
Kongen (i Skjul). Med Føie stirrer jeg paa hende, saa mit Øie glemmer at blinke; thi
68.Imens den ene Øienbryns-Ranke
sig slynger op, idet hun digter,
Paa hendes Kind en Gysning spiller,
der Kjærlighed til mig forraader.
Sakuntala. Jeg har et lille Vers i Tankerne; men her er ingen Skriveredskaber.
Prijamvada. Rids Bogstaverne med Neglen i dette Lotosblad, saa fiint og blødt som et Papegøie-Bryst.
Sakuntala (skriver). Hør nu efter, Veninder! om det kan passe eller ikke.
Begge. Lad os høre.
Sakuntala (læser).
69.Dit Hjertes Tanker jeg ikke kjender;
men Nætter og Dage smertelig,
O Medynkløse! Kámas brænder
mit Legem, der længes efter Dig.
Kongen (træder pludselig frem).
70.Dig brænder han, men vil mig fortære! —
som Dagning, der slukker Maanen ud,
Kun lukker sagtelig den skjære
Nat-Lilie, Maanens kaarne Brud.
