Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

38

SAKUNTALA.

67.I Længsel efter med Dig at blive forenet
     Staaer den, af hvem Du, Forsagte! frygter et Afslag.
     En Beiler enten kan Lykken naae eller ikke;
     Men hvor kan den staae imod, hvem Lykken begjærer?

Veninderne. O Du, som miskjender Dit eget Værd! Hvo vilde med Fligen af sin Kjortel skjærme sig mod det svalende Høst-Maaneskin?

Sakuntala (smilende). Jeg maa jo adlyde. (Hun sidder stille og grunder.)

Kongen (i Skjul). Med Føie stirrer jeg paa hende, saa mit Øie glemmer at blinke; thi

68.Imens den ene Øienbryns-Ranke
            sig slynger op, idet hun digter,
     Paa hendes Kind en Gysning spiller,
            der Kjærlighed til mig forraader.

Sakuntala. Jeg har et lille Vers i Tankerne; men her er ingen Skriveredskaber.

Prijamvada. Rids Bogstaverne med Neglen i dette Lotosblad, saa fiint og blødt som et Papegøie-Bryst.

Sakuntala (skriver). Hør nu efter, Veninder! om det kan passe eller ikke.

Begge. Lad os høre.

Sakuntala (læser).

69.Dit Hjertes Tanker jeg ikke kjender;
           men Nætter og Dage smertelig,
     O Medynkløse! Kámas brænder
           mit Legem, der længes efter Dig.

Kongen (træder pludselig frem).

70.Dig brænder han, men vil mig fortære! —
           som Dagning, der slukker Maanen ud,
     Kun lukker sagtelig den skjære
           Nat-Lilie, Maanens kaarne Brud.