96
det Punkt, hvor Rusen næppe har meldt sig, men hvor Livsfunktionerne spille livligere end under almindelige Forhold. Han glædede sig over sig selv og fandt, at han dog holdt sig forbandet godt.
— I Besiddelse af min fulde, min usvækkede Manddomskraft — det er jeg, mumlede han, mens han saâ sig om i Apotheket og følte sig hjemlig og sikker til Mode ved at indaande den krydrede Duft i Rummet, den, han var opvoxet i. Han inddrak af denne sammenstrømmende Parfume af alle Apothekets forskjellige Ingredienser en Taknemmelighedsfølelse mod Tilværelsens Magter, en Art Religiøsitet. Det var jo hans Rigdomskilde, som flød i disse Duftbølger. Han indaandede paa én Gang Myndighed og Humanitet af dem. Han følte sig stærk og mild nok til at give Vismann den af Situationen fordrede Irettesættelse. I et Spejl saâ han, at han var en kjøn gammel Mand, at hans Whiskers saâ ud som et tæt Bundt Sølvtraade … han blev staaende et Øjeblik foran det lange smalle Spejl. Hans Øjne havde virkelig et mildt og humant Udtryk.
— Gud, hvor jeg egentlig mener hele Verden det vel! Det maa være en ren Æsel, som kunde tænke paa at gjøre den gamle Kancelliraad Pramman Fortræd! Hvor kunde det dog falde Vismann ind ikke at passe paa den Dampkjedel og den Digereringsflaske? Vismann, som
