97
jeg tog ud fra Fædrehjemmet, hvor hans Fader, den fordrukne Bødker, pryglede hans Moder, Strygekonen! Og paa Præstens Anbefaling betalte jeg jo for ham til et Kursus til Præliminærexamen, og siden laa han i Kjøbenhavn paa min Regning, da han læste til farmacevtisk Examen … Hm, ja siden har jeg Skam ikke tænkt videre paa ham . . men nu maa han selv kunde lede. sin Udvikling . . ha, ha, ha . . siden han allerede nu, et Par og tyve Aar gammel har det gevaltige Skjæg.… Men en Røffel skal han min S’æl have, det Dyr!
Kancelliraad Pramman rømmede sig højt. Den klangfulde Brystlyd gav ham end mere Troen paa egen Kraft … Naa . . han behøvede ikke engang at aabne Døren ind til Værelset til Gaarden, hvor den Vagthavende laa. Der behøvedes altsaa intet energisk Greb i Laasen. Kancelliraad Pramman vilde næsten ønske, at han kunde have indledet Scenen med et saadant. Det vilde have givet hans Indtrædelse mere Aplomb, givet hans første Repliker en vis Sangbund.
Han kom til at mindes, at han vel ikke i tyve Aar havde betraadt dette Rum, mindedes de hvidkalkede Vægge, det lave Loft, den gamle Hestehaarssofa og det umalede Fyrrebord.
Nu skød Lampelyset sig derfra gjennem Dørsprækken ud i det halvmørke Apothek, hvor den nedskruede Gasflamme aandede smaapibende
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
7
