99
afbrød den kalkede Vægs Ensformighed. Han læste saa ivrig i sin Bog, at han ikke mærkede, at hans Principal traadte ind. Han var nærsynet og holdt sit Hoved saa tæt ned over Bogen, at hans lange usædvanlig tætte Skjæeg krummede sig om Bogens Rand og væltede ud over Bladet. Den ene Haand arbejdede stadig i den store tætte Haarmanke.
Kancelliraad Pramman var nogle Sekunder om at opdage, at det halv romantiske fremmede Indtryk i Retning af det Karthøjseragtige, som hans Laborant gjorde paa ham, skyldtes et saa ordinært Klædningsstykke som en lang Natskjorte, og at Virkningen nærmest skyldtes, at Ejeren lod den hænge ned uden paa Underbenklæderne. Den gamle Apotheker følte en stor Trang til at le og en tilsvarende stor Vanskelighed ved at holde den alvorlige Principalstemning vedlige. Han samlede sig dog til en trompetagtig Rømmen; den bebudede paa en ikke uheldig Maade en Alvorsmands Optræden.
Den unge Mands store nærsynede Øjne leftede sig fra Bogen. De havde et Udtryk, som bleve de pludselig manede ud fra en anden uhyre fjern Verden og havde svært ved at orientere sig i denne.
— Aa—aa . ., sagde han forlegen, vilde gjøre pligtskyldig Honnør ved at rejse sig, blev forfjamsket, da han fik Bevidsthed om sin Negligé
7*
