100
og mærkede Natskjorten om sine Knæ. Forfjamskelsen gik over til fuldstændig Forvirring, da han saâ sine Benklæder hænge ridende paa den ene Sofapølse med Selerne slæbende hen ad Sædet.
— Det er underlig Dragt, De sidder i, naar De har Vagt, sagde Kancelliraaden, bidende sig i Læberne for ikke at le.
— Det er saa varmt . . . men . . .
— Træk Benklæderne paa, Vismann . . og stop den . . det Kropstykke ned . . .
— Ja . . . jeg . . . . om Forladelse!
— Saa en Frakke paa! . . . . Saadan! Hm., Vismann! Hvad er det for et stort Værk, De læser i? Hvad Fa . . . hvad? Læser De Søren Kierkegaard? Kan De forstaa et eneste Ord af ham?
— Jo . . . o . . . med meget Arbejde . . .
— Det er urimeligt, at De anstrænger Dem med den Slags Læsning. Det røver Kræfterne fra Deres egentlige Arbejde . . det forstaar sig, jeg, jeg specielt sætter megen Pris paa, at Folk uddanner sig ved Lekture i vor fortrinlige Literatur, men . . . Søren Kierkegaard! . . Hvad, og der ligger en Bog om ham . . af . . . . naa! Men er De fra Forstanden, Menneske? Den Forfatter vil jeg ikke se i mit Hus . . . Ja, jeg dømmer ikke den nye Retning, men . . . .
— Men? . . . sagde Farmacevten uden For-
