I.
Apotheket var det ældste og smukkeste Hus i Byen. Skjønt de svære røde Munkesten vare skjulte af brun Cementafpudsning, saâ det helt ærværdigt ud med de snørklede Jernankere i Murene, med de to stejle Stentrapper med Smeddejernsrækværk og blankt skinnende Messingknapper, med den gothiske Renæssancekvists slyngede Gavllinier og med Aarstallet 1616 bredt udspændt under samme Kvists to Vinduer. Op over første Sal naaede fire gamle Hestekastanietræer op og gjorde Persienner og Jalousier overflødige. Langt ud paa Gaden røbede Apotheket sin Tilværelse ved en krydret Duft, den mest aristokratiske, der kunde indaandes paa denne Bys Gader og Stræder, hvor om Sommeren hver Rendesten blev en pestsvanger Kloak. De omkringliggende talrige Enetages Huse saâ ud som Plebejere, de enkelte Treetages som moderne Parvenuer eller Svindlere ved Siden af denne gamle, patriciske Borgergaard, der i mindst hundrede Aar havde været Apothek, været i den samme Slægts Eje, thi Søn efter Fader havde stadig været Apotheker. Slægtens Velstand var voxet jævnt, og Gaarden havde kun undergaaet faa Forandringer indvendig. Saalænge
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
1
