2
de ældste Folk i Byen kunde mindes, havde Apotheket været Byens flotteste Hus, medens det var gaaet op og ned med Kjøbmandshusene navnlig i de sidste tre Decennier. Den store Sal i første Etage med sit Stukkaturloft og sin Sandstenskamin havde tjent til Theaterlokale i Trediverne, da Dilettantkomedierne florerede. Mangen Ægteskabsforbindelse mellem unge Folk af Byens og Omegnens bedste Familier var bleven indledet paa Juleballerne der under de gamle svære Krystallysekroner, hvor Skjønheder med kort, stærkt nedringet Liv og smal Nederdel, høj Frisure og Svikkelstrømper i Tidernes Løb vare blevne afløste af stive Skjørter og spidse Korsetter, der atter havde maattet vige for Krinolinerne, indtil de sidste Tiders Garneringer bruste, Slæb fejede, Plisséer slyngede sig og gjemte Lyset som mangedobbelte Roser i de tæt pibede indre Kronblade.
Men i det lange Mellemrum mellem Krinolinerne og de moderne Kjolers Herredomme havde det store Apothekerhus havt en stille Periode. Thi i Treserne døde den unge Apotheker Pramman, kort efter at hans Fader havde afstaaet Apotheket til ham og i den Anledning allernaadigst var bleven udnævnt til Kancelliraad. Og et halvt Aar efter døde den unge Apothekers Kone efter at have bragt en Datter til Verden. Kancelliraad Pramman havde da igjen overtaget Apothekets Drift; han var jo knap 50 Aar og en
