107
maa tale med de Unge, vi maa hidse dem op til modig at vove Alt for det Højeste, til altid at sige Sandheden helt ud. Saa spurgte jeg: Hvor skal jeg lære det, Hr. Kaptejn? Saa svarede han: Af Søren Kierkegaard og Henrik Ibsen. Og siden den Tid har jeg læst alle Henrik Ibsens Skrifter. Men ham kan jeg ikke blive klog paa. Han lader altid det Ideale gaa under, Hr. Kancelliraad!
Farmacevten saâ sørgmodig ud. Kancelliraad Pramman, som aldrig havde læst et Ord af Henrik Ibsen, fandt dog Trang til at afgive en kyndig Dom. Han sagde:
— Ja, de Normænd er nu engang nogle sære Fyre. Jeg holder paa Christian Winther …. o … o … g (tilføjede han sagtere og mere usikkert) Carl Ploug. Men (her blev hans Stemme sikrere) jeg kunde godt lide, at Søren Kierkegaard sagde Præsterne Besked … Men hvad videre, Vismann? Hvad videre?
— Saa har jeg læst Søren Kierkegaard. Men jeg kan ikke forstaa hans fremmede filosofiske Ord: Kun . . kun . .?
— Kun . . kun . .?
— Naar han taler om Kjærligheden, begejstrer han mig.
— Hæ — hæ — hæ! Ja, det tror jeg s’gu nok, Vismann! Apothekeren efterlignede Farmacevtens
