111
en rund nedladende-venlig Haandbevægelse vinkede Mod til ham. Da Vismann havde nippet til Glasset, spurgte hans Øje Apothekeren, om han turde gaa videre. Apothekeren nikkede. Vismann drak ud. Den gamle Apotheker lo med den kjærlige Overlegenhed, hvormed en flot Giver, som en enkelt Gang spenderer en halv Pægl sød Fløde paa en Kattekilling, betragter Dyrets inderlige Velbehag over den uvante Lækkerbidsken. Men han vilde ikke sætte sig. Han fortsatte Gangen op og ned ad Gulvet, rømmede sig og sagde:
— Ho—o—h! Naa, hvor var det vi slap, lille Vismann? … Naa, var det med Idealet! Naa, ja. Og Kaptejn Frick oplyste Dem om, at Idealet egentlig var et Pigebarn? Hvad?
— Ja, han sagde, at de store Digtere altid havde personifika …
— Personificeret, ja vel! Saadan hedder det.
— Ja … Personificeret deres Ideal i en Kvindeskikkelse; saaledes den store italienske Digter Dante, som kaldte sit Ideal — Beat …
— Beate? He … Og hendes Efternavn? Naa, ja, ja! De behøver ikke at se ud, som De havde tabt Deres Sag ved Højesteret, fordi hverken jeg eller De kan huske, hvad den gamle Dame hed. Naa—aa—h! Vismann, men hvad hedder saa Deres Ideal? Hvad? Vismann! Nej.
